Uddrag fra bogen

       Mathis så højtideligt på Bjørn og rakte ham et langt kraftigt sværd, der ville kræve store kræfter at håndtere. Bjørn så med store øjne på sværdet. Det var enkelt og uden dikkedarer. En lang blank klinge, skarp som et barberblad, og i enden et solidt skæfte omviklet med sort kraftigt læderbånd. Herudover fik han et skjold i gråmatteret stål med indvendige læderhåndtag, som hans store hånd kunne holde skjoldet i.
       “Fråderen,” udbrød Bjørn og lignede en femårig, der havde åbnet aftenens største julegave. Sebastian fik overrakt en armbrøst i sort metal og med tre forskellige typer pile. Mathis forklarede, at den første slags var de mest præcise og længstrækkende. Den anden type var stump i enden og ikke skabt til at dræbe, men slå en fjende bevidstløs. Den sidste type bar på en kemisk blanding og ville skabe en voldsom eksplosion ved træf.
       “Pas på med dem, de er i bogstaveligste forstand sprængfarlige!” Herefter gav Mathis både Bjørn og Seb et bælte med kasteknive, en overlevelsespakke med strygestål, der kunne lave ild, forbindinger, medicin og kompas. Herudover et sindrigt snoretræk med kraftige kroge i enderne, der kunne bruges til både at klatre op ad mure med samt fire sig ned. Seb og Bjørns øjne lyste kraftigere end faklerne i salen.
       Endelig blev det Eliots tur, og han stod forventningsfuld klar, da Mathis rakte ham en pind. 
       “Eh, en pind? Hvad mere ...?” spurgte Eliot synligt skuffet. 
       “Ikke mere, men den er god, den der,” smilede Mathis. 
       Bjørn grinte smørret. “Du kan med lidt held fægte lidt med den og måske vinde over en pige ... på 4 år ... der er skeløjet.” 
       Sebastian og Bjørn kunne ikke holde latteren tilbage over Eliots sure ansigt, som han stod der og stirrede vantro på sin lille åndssvage pind.
       “Årh, luk røven,” vrissede Eliot og slog ud med pinden mod Bjørn.
       “Stop!” skreg Mathis, men for sent. Et blåt kraftig lyn for ud af pinden og ramte Bjørn i brystkassen, hvorefter han blev slynget tre meter igennem luften, hurtigere end han forstod, hvad der skete. 
       Mathis greb Eliot om håndleddet og sagde:
       “Er du vanvittig — dette er strømpilen — det mægtigste våben af alle!” 
       Hans advarsel og alvorlige ord prellede af på Eliot, der bare stod og savlede glad. 
       “Ej, hvor grineren, den er!”
       “Ja, ih, hvor morsomt!” rallede Bjørn tre meter væk. 
       Mathis sagde: “Jeg mener det! Pas på med den og lær den at kende, så du ved, hvad den kan.” Eliot tog sig sammen og nikkede. 
       “Er der en manual eller noget?” 
       “Nej,” svarede Mathis. “Jeres udstyr er skræddersyet til jeres personlige evner, I har her i Mogthunheim. I har et stort talent for netop de våben, I er blevet givet. Det vil I finde ud af, når I øver jer med dem. Ligesom I alle vil vise jer at være fortræffelige ryttere og stifindere. Det kommer alt sammen naturligt til jer.” 
       Han vendte sig om og gjorde tegn til, at de skulle følge ham. Bjørn kom besværligt på benene, mens han højlydt stadig ømmede sig. Mathis stoppede op efter få skridt, bukkede sig ned og åbnede endnu en skjult lem. 
       “Hernede, mine herrer, ligger Mørkets Flod. Nedenfor trappen, ligger en båd fortøjet. Den er jeres, og strømmen vil føre jer til Grønneskoven, hvor jeres skytsengel venter jer. Far nu vel og må lykken stå jer bi!"